Efter stormen i påsken bar kirkegården ved Ejstrup Kirke tydeligt præg af naturens kræfter. Grene var faldet, og en af gravstenene var væltet – et stille vidnesbyrd om, hvor sårbar selv det faste kan være.

At få stenen på plads igen viste sig at være en opgave, der krævede mere end blot et par hænder. Alle fem gravere måtte træde til, side om side.

Det var både fascinerende at overvære arbejdet. Ikke kun fordi det var fysisk krævende og teknisk udfordrende, men fordi det også blev et billede på fællesskab. To begyndte, flere kom til, og til sidst stod de alle sammen om opgaven – løftede, gravede, støttede og sikrede.

Langsomt – med kræfter, tålmodighed og godt samarbejde – kom stenen til at stå igen. Lige og værdigt.

Midt i det hele var der også plads til et smil og et lille grin. Og da Maja til sidst sagde: “Hold kæft, hvor er det godt gået”, var det ikke kun arbejdet, der blev anerkendt, men også det fællesskab, der bar det igennem.

Måske er det netop sådan, meget i livet er: Vi kan ikke altid løfte alene. Men når vi står sammen, kan selv det tunge bringes på plads igen.